| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side |                                                                                       English version Diskobugten
Sidste aften, hvor de studerende ser solnedgangen over Diskobugten                                         © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Mens solen går ned ser vi nordpå ud over Diskobugten. Til venstre er Diskoøen med det kegleformede fjeld Isunguaq, til højre Arveprinsens Eiland og lige frem Sarqaq dalen på Nuussuaq 100 km borte.
Nogle går op og kigger på den sidste solnedgang, vi får her i Grønland. Det bløde, varme lys og de lange skygger fra den lavthængende sol får naturscenerierne til at fremstå drømmeagtige og næsten overjordisk smukke. Eventyr kræver strålende kulisser, og de er her så sandelig. Så man spørger sig selv: "Har man set mage?"

Jeg kan ikke sove. Sjælen er fuld af Grønland. Jeg hører hele tiden Leif Skyttes sidste ord, da vi tog afsked med Disko: "I kommer igen - og I skal være velkomne....."



Fredag, den 23. august, 1996

Ca. kl. 06.45 bliver vi hentet af "bybussen", som må køre os samt al vores bagage til lufthavnen i 3 hold. Jeg kører med det første hold, og i lufthavnen er der 4, som opdager, at de har glemt at aflevere nøglen på vandrehjemmet. Jeg sender nøglerne med bussen tilbage, og vi begynder at checke ind.

Kl. 07.30 bliver vores morgenmadspakker fra "Naleraq" bragt ud i lufthavnen med taxa. Flyet, GL 503, afgår planmæssigt kl. 08.00.

Nu flyver vi her på kanten af indlandsisen i 2400 m højde med den lille Dash-7. Vores gruppe fylder hele flyet, på nær et par tyske turister. Mikkel sidder og leger med sin GPS. Jacobi kan ikke få højdemåleren til at fungere her i flyet. Kristian viser mig det sælskind, han har fået af Jørgen Broberg.

Kaptajnen meddeler, at der er plus 8 grader i Kangerlussuaq, og vi lander om få minutter. Her går tiden med de sidste indkøb af gaver til at tage med hjem og tax-free indkøb.

Nogle går en tur ud for at se moskusokser. Dyrene spadserer langsomt rundt, græsser ind imellem eller ligger og hviler sig under drøvtygningen - så længe man holder sig på passende afstand. Og hvad er så det? 50 meter synes ikke at volde problemer Men herefter skal man gå frem med stor forsigtighed og holde nøje øje med, hvad tyrene foretager sig. Bliver de stående, kan man sige, at man leger en form for "tampen brænder". Begynder tyrene at slå med hovederne og trampe og stange i jorden, er det et særdeles håndfast signal om, at de er irriterede. Går man herefter videre frem mod dyrene, leger man med liv og førlighed. Sin egen - og eventuelle ledsageres. En moskustyr er ikke til at spøge med.

Jeg falder i søvn på en bænk ude i det fri - i min sælskindsanorak. Den er dejlig varm, og jeg fryser ikke et sekund.

Da der bliver kaldt til boarding med SK 292, afgang kl. 12.45, mangler vi 3 studenter, som er gået ud for at se moskusokser og ikke vendt tilbage. Arne sender nogle håndværkere ud i bil for at lede efter dem. Lidt efter ser vi dem i fuldt firspring, og hele holdet sidder nu her i flyveren på vej til Kastrup - dybt begravet i danske aviser og ugeblade. Pludselig er den verden, vi nu skal tilbage til, begyndt så småt at interessere os igen.

Nu sidder vi blot her og frygter de plus 27 grader, som siges at vente os derhjemme!

Til slut en advarsel: Under rejser i Grønland rammes man let af en kronisk og uhelbredelig sygdom: man får "Den arktiske Feber" i årerne. Symptomerne, der kun kommer til udtryk fjernt fra Grønland, er en evig knugende længsel efter atter at gense landet deroppe i nord. Feberen kan ikke helbredes, kun lindres under jævnlige doser "Grønland".


Slut:
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse