| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                      English version Tugdlik
På dækket af Tugdlik:
Arne, Lars Jon og Anne-Lene                                                                                              © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Tirsdag, den 20. august 1996

Keld og Sven har enten helt frivilligt, eller også er det under hårdt pres, meldt sig til at lave morgenmad i dag - kl. 06.15!

Båden, "Tugdlik" skal sejle kl. 08.00, så vi er nødt til at forlade Arktisk Station kl. 07.00. Leif har lovet at køre al vores bagage fra alle 3 indkvarteringssteder ned til havnen for os. Han må køre flere gange for at få det hele med, men det er en stor hjælp, og vi er ham dybt taknemmelige.

Der bliver ryddet op og vasket af. En hurtig gennemgang af alle rum: Ingen har tilsyneladende glemt noget.

Kl. 08.00 præcis forlader vi Qeqertarssuaq i høj sol og 8 varmegrader. Uvdloriaq og Leif står tilbage på kajen og vinker farvel til os, indtil de næsten er ude af syne. Det er vemodigt.

Alle bænkene nede i salonerne bliver hurtigt optaget af trætte studenter. De ligger nu overalt dernede og sover. Selv Jacobi, har jeg set, sidder og sover. Han skulle jo ellers være på dæk hele vejen over til Ilulissat og kigge på isfjelde. "JEG skal ikke sove", sagde han højt og tydeligt i går aftes. (Man har vel en indstilling heroppe, - indtil det bliver for koldt, - eller hvad, Jacobi?).

Her er vi 7 mand tilbage på dæk, som har taget et tæppe og vores soveposer, som vi er kravlet ned i. Det er koldt, men solen skinner. Jeg har lånt Lars Jon min jordbærhat til megen moro for de andre. Skibet gynger voldsomt, men vi spiser alligevel vores madpakker og får en god snak. Så falder vi i søvn:

JEG OG MIN DRØM
FØLGER EN STRØM
AF INDTRYK JEG ER BLEVET GIVET
DER BLIVER I MIG RESTEN AF LIVET
LIGESOM EN DYREBAR SKAT
KALAALLIT NUNAAT
LANDET HVOR MENNESKER BOR
- HØJT MOD NORD.

Kl. ca. 14.30 ankommer vi til Ilulissat - stadig i høj sol og mellem alle isfjeldene. Så megen is - og så ufattelig store isfjelde. Giganterne optræder i alle mulige former. Skipper holder hele tiden en respektfuld afstand til kolosserne.

Vores bagage bliver kørt op til vandrehjemmet, og vi bliver installeret. Jacobi har aftalt med sin grønlandske barndomsven, Knud, at de skal mødes her. Jeg når lige at få hilst på Knud: "Goddag", siger han, "jeg er Oles legekammerat". Nå, ja, - de skal jo nok ud at lege....

Arne og jeg går ned til Strange Filskov på turistkontoret for at bekræfte, at hele gruppen er ankommet, og for at arrangere bustransport til lufthavnen, når vi skal hjem på fredag. Her falder jeg pladask for en sælskindsanorak. At stå med en sælskindsanorak fra Grønland er at stå med essensen af landets natur og kultur. Kort sagt, en pels, der i eet og alt er i harmoni med naturen. Den er syet af skind fra en ringsæl, og rundt i hættekanten bærer den en kridhvid pels fra en polarræv. Den "springer" simpelthen på mig - og vil ikke af. Derfor må jeg købe den.

Vi skal spise kl. 18.00 på "Naleraq", som viser sig at være en rigtig god overraskelse. Arne og jeg går derhen allerede ved 17-tiden for at træffe kokken, Jacob Lindbo. Vi aftaler med ham, hvordan vi rent praktisk ordner morgenmad, madpakker og aftensmad. Jacob Lindbo har dækket op til os på lange borde med lilla dug, sølvtallerkener og stearinlys på bordene. Studenterne begynder at dukke op og tror næsten ikke deres egne øjne. Vi får hval-gullasch med kartoffelmos, tyttebær og rødbeder. Det er tydeligt, at Jacob Lindbo er en ægte chef-de-la-cuisine.

Derefter går nogle af os en tur rundt i byen, hvor Jacobi viser os "Brættet", Zionskirken, Knud Rasmussens fødested, sygehuset osv. Vi går ind på Hotel Hvide Falk og får en kop kaffe med kransekage.

Jeg har stadig ondt i fødderne, og da vi kommer tilbage til vandrehjemmet, viser det sig, at jeg har fået en ny vable!


Næste billede:Sermermiut 
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse