| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                         English version På vej til Skansen
Niulut på vej til Skansen med Porsilds kølvand til venstre                                            © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Lørdag, den 17. august 1996

Jeg har skrevet mig på tavlen til at lave morgenmad i dag. Heldigvis bagte jeg "Dieke-brød" i går aftes, så der er frisk brød til morgenkaffen. Arne kommer og hjælper med at dække bord, og Jacobi laver havregrød. Jeg laver 5 stk. omelet med skinke. Det er rart med lidt afveksling for de blødkogte æg!

Hold D skal sejle til Skansen i dag, og jeg skal med. Der er afgang kl. 09.00. Martin Søgaard vil gerne med. Han er begyndt at kede sig ved at gå derhjemme med sin fibersprængning, så han humper med os hele vejen ned til havnen. Der er plus 9 grader her til morgen, og det ser ud til, at vi får godt vejr.

Vi er ikke kommet ret langt ud fra havnen, - så sker det, vi har håbet på så længe: Der bliver meldt hval. Jørgen Broberg siger, at det er en finhval. Han bestemmer den på rygfinnen og den kolossale størrelse. Den kommer lige så stille og flot op i vandkanten for at suge luft ind, laver en blåst - en slank bagudrettet søjle på ca. 6 m - og dykker igen. Vi sejler efter den og ser den flere gange. Vi mener, at der er 2. Vi er henrykte over at have set dem kun ca. 100 m foran os. Det har vi glædet os meget til. En finhval er 19-27 m lang og vejer mellem 50-100 tons. Den er Grønlands næststørste hval.

ISKOLDE VAND
HORISONTENS RAND
SPEJLER PÅ BØLGENDE BAKKER
FUGLE SOM HVIDE KAJAKKER
HVALEN SYNGER SIN SANG
ENDNU ENGANG.

Lidt længere fremme er der sæler. Martin S., Mikkel og Bjørn får lov til at skyde efter dem. De bliver vist grebet af situationen. Men ingen rammer plet. Pludselig sigter de efter 5 sæler - og skyder. Men alle 5 letter på store vinger og flyver bort. Hvad forstand har en ingeniørstuderende på sæler??

Nu er klokken blevet 13. Jeg har fundet skibets bedste plads omme bag ved styrehuset, hvor der er dejlig læ. Jeg sidder på et lunt tæppe og nyder solen, mens jeg spiser min madpakke. Alle 4 køjer + 2 sofaer nede i kahytten er "belagt" med trætte studenter. De festede i går til langt ud på natten. Det er mest synd for dem selv, for sejlturen herud til Skansen er så flot. Elisabeth har styret skibet det meste af vejen. Johannes har fri i dag, så vi har kun Jørgen og Elisabeth med.

Mikkel sidder og skriver postkort til sin mor og sin kæreste. Ånden er ikke rigtig over ham, og jeg må komme med gode råd om, hvad man i hvert fald kan skrive til sin mor.


Næste billede:Skansen 
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse