| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                        English version Kangarssuk
Havblik på vejen hjem fra Diskofjord med kurs mod Kangârssuk                                                                    © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Med gummibåd går det igen tilbage til "Porsild", hvor Elisabeth har lavet kaffe til os. Vi drikker kaffe og spiser vores medbragte wienerbrød - og nyder det - mens vi sejler tilbage.

Karen og jeg er blevet trætte, så vi lægger os ned i kahyttens underkøjer. Alt ånder fred og ro. Indtil de begynder at skyde ude på fordækket. Grønlænderne ser i naturen ting og sager før vi danskere. Specielt noget, der har med eventuelle jagtmuligheder at gøre. Så det er da også Jørgen, der siger: "Så er der sæl".

Så kommer der liv i forsamlingen. Alle skal ud at se, hvad der foregår. Og ganske rigtigt: ikke langt foran os kigger sælerne op i vandskorpen. Skuddene smælder, og jagtiveren giver blod på tanden.

Men vi fik nu ingen sæl den dag. Efter ca. 2 timers jagt og mange spildte skud opgiver vi og sætter kursen hjemad. Klokken er næsten blevet 19.00, og vi har lang vej hjem. I det stille vand spejler isen sig og står på hovedet i det blanke vand.

Vi får Jørgen til at ringe til Leif Skytte og fortælle studenterne, at mødet på skolen først kan blive kl. 20.30.

Der sidder de så også allesammen og venter på os, da vi kommer kl. 20.45. Skanseholdet fremlægger deres projekt, og Arne informerer om, hvad der skal ske de næste dage.

Middagsmaden har - på opfordring - åbenbart igen stået på kogt sæl til stor fryd for dem, der ikke har smagt det før. Lærergruppen har ikke fået aftensmad, fordi vi har været ude at sejle, og vi går derfor hjem på Arktisk Station efter mødet på skolen, hvor Keld laver en dejlig æggekage til os - med spegepølse i mangel af bacon! Det smager fortrinligt.


Onsdag, den 14. august, 1996

Elsebeth har fødseldag i dag. Hun fylder 24 år. Hun har spurgt mig, om hun kan komme hjem 2 dage før p.g.a. en operation, hun længe har gået og ventet på. Nu er hun blevet indkaldt til hospitalet den 22/8. Jeg har faxet frem og tilbage til rejsebureauet, og her til morgen ringer de og siger, at det er gået i orden. Det er en god fødselsdagsgave til hende. Leif Skytte har hejst flaget - splitflaget - på Arktisk Station.

Sven kan ikke komme ud at sejle med sit hold i dag. Leif siger, at det blæser for meget. Og hvad gør man så? Man kan ikke leje bil eller springe på toget i Grønland. Man kan heller ikke tage bussen til den nærmeste by. Man må indordne sig efter naturen. Det er den, der bestemmer og sætter grænserne.

Jeg hører følgende samtale mellem Leif og Sven, og den forløber cirka således:

Leif: " I kommer ikke ud at sejle i dag".

Sven: "Hvorfor gør vi ikke det? Blæser det for meget, eller hvad er der i vejen?"

Leif: "Vejret".

Sven: "Ja, det blæser godt nok kraftigt lige nu, men kan man ikke tænke sig, at vejret forandrer sig?"

Leif: "Jo".

Så er samtalen slut, og de smiler lidt - begge to.

Jeg går mig en tur op omkring kommunen for at sikre mig, at mødet med borgmester Augusta Salling i dag kl. 14.00 er i orden. Hun tager meget venligt imod mig og siger, at hun venter os i mødesalen, og alt er OK. Hun fortæller mig også, at hun er blevet klar over, at vi er her. Hun har på forhånd frygtet lidt, hvordan det lille samfund skal klare at have 37 unge mennesker i byen. Men hun har allerede bemærket, at de studerende enten sejler med "Porsild" eller farer rundt ude i terrænet - oppe og nede i fjeldene, måler og regerer. De render ikke rundt nede i byen. Augusta Salling siger også, at hun forleden dag havde aftalt med noget familie, at de skulle snakke sammen over VHF-radiotelefon en bestemt dag, et bestemt tidspunkt, på en bestemt VHF-kanal. Mange har VHF-radiotelefon i Grønland. Med den kan de kommunikere indbyrdes over lange afstande og helt ud til de små bygder. Men netop på den valgte kanal talte vores landmålerhold sammen, og hun hørte hele tiden et bestemt navn: Jesper, som talte "5-4-3-2-1 - nu!"

Derefter går jeg en tur over til skolen for at træffe den nye skoleinspektør, Kim Bach. Jeg vil gerne høre, om alt fungerer tilfredsstillende m.h.t. de lokaler, vi har fået lov til at låne på skolen til aftenundervisningen. Der er heller ingen problemer.

Dagens indkøb bliver overstået, og kl. 14.00 stiller vi ca. 17 personer i mødesalen hos borgmesteren. Viceborgmester Peter Wille er også tilstede.

Augusta Salling starter med at byde os velkommen. Dernæst spørger hun lige ud i lokalet: "Hvem af jer hedder Jesper?". Jesper rækker lidt tøvende hånden i vejret. "Goddag Jesper", siger Augusta Salling. Så kommer historien om VFH-kanalen.

Vi får et godt og spændende foredrag om kommunen - løst og fast, sorger, bekymringer og glæder. Vi får også fortalt myten om, at øen Disko engang er blevet trukket herop nede fra Sydgrønland af 2 kajakker. De har trukket den hertil i et babyhår. Håret var forhekset til en bugserline. På nordsiden af øen ses den dag i dag hullet, som bugserlinen var gjort fast i. Da kajakkerne kom hertil, var de trætte af at ro og efterlod øen netop her. Arne bemærker, at geologien fortæller, at myten ikke kan være sand, og det glæder borgmesteren. Den hører hjemme netop her.

Mia, Katerina, Stine, Jenny og Lone går med Arne ud for at kigge på deres drikkevandsprojekt. De sætter sig et sted for at holde et lille hvil. "Nu skal vi se på hvaler", siger Arne. Og så sker det. De ser hvaler. Jeg har ikke set dem endnu, så jeg tror naturligvis, at det er en af løgnehistorierne!

Vi får paneret hellefisk med kartofler og persillesovs til aftensmad.

På skolen kl. 20.00 fortæller Mia og Katerina om deres drikkevandsprojekt. Arne slutter af med at læse et grønlandsk eventyr for os om "kvinden, der giftede sig med en reje". Et af de traditionelle sagn fra svundne tider. En monoton historie uden egentlig pointe. En historie, man så dejlig let kan falde i søvn til.


Næste billede:Udkiggen hvor man kigger efter hvaler 
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse