| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                                  English version Helioport
Udsigt fra Arktisk Station mod helioport og strandende isfjelde                                                                        © Akvarel af Ole Jacobi 1996

Onsdag, den 7. august 1996

Jeg har lige slået øjnene op til et fantastisk syn. Fra min seng her på Arktisk Station har jeg udsigt over vandet. Jeg kan se ca. 10 enorme isfjelde og et utal lidt mindre derude i fjorden. Solen skinner på dem, og himlen er blå. Jeg åbner vinduet. Alt er stille. Jeg er så uvant med stilhed, at jeg uvilkårligt lytter. Intenst. Længe. Og undrer mig over, at noget så enkelt kan være så inciterende. Jeg kan mærke, at det er koldt, men ænser det næsten ikke på grund af skønheden.

Jeg har hjemmefra sørget for, at KNI-butikken har bragt store kasser med madvarer ud til vore 3 forskellige indkvarteringssteder. Nu går vi ombord i "madkasssen" og laver morgenmad, og kl. 11.00 er der serveret. Der er både te, kaffe, juice, mælk, yoghurt, cornflakes, blødkogt æg, smør, ost, pålæg og brød. Der er lidt utilfredshed med, at der ikke er havregryn (!). En del af selskabet kan åbenbart ikke leve uden havregrød. Jeg lover at købe havregryn, og Jacobi lover at lave grøden.

Jacobi er i højt humør. Han er helt euforisk over at være hjemme på Grønland, hvor han er født på Arveprinsens Ejland. Han har allerede været oppe kl. 08.00 og går nu og taler grønlandsk med Barat Thygesen. Barat er den dame, som står for rengøringen her på Arktisk Station. Jeg kan ikke forstå et ord af deres samtale, og de forsøger at lære mig 2 vigtige ord: "Ajunngilaq" (det er godt) og "Ajorpoq" (det er dårligt).

Kl. 12.00 har vi aftalt, at alle mødes her på Arktisk Station. Sirenen i byen lyder præcis kl. 12.00. Det får samtlige hunde i byen til at starte en hylekoncert. En sørgmodig klagesang over tilværelsens tunge byrder i almindelighed og deres egen ynkværdighed i særdeleshed. Det er virkelig et hundeliv!

Leif Skyttes kone, Johanne, byder os velkommen og fortæller om Disko og Qeqertarssuaq i særdeleshed. Hun går derefter med os ned til skolen for at se de lokaler, vi har fået stillet til rådighed. Det er en dejlig stor skole, og vi har fået 2 sammenhængende klasselokaler, vi må benytte til at spise aftensmad + aftenundervisning.

Derpå besøger Arne og jeg Poul-Erik, som er bestyrer for KNI-butikken, for at få en aftale med ham om, hvordan vi indkøber og afregner.

Vi mødes igen allesammen nede hos turistchefen Preben Ullitz. Her bliver jeg informeret om, at vi alligevel ikke kan spise på skolen, fordi Karoline og Nikolaj Broberg, som er kogekone og -mand, mener, at skolekøkkenets faciliteter og kogegrej er for små og dårlige. Vi skal altså spise på vandrehjemmet, Siorarsuit. Vi bliver også nødt til at spise i 2 hold! Studenterne er utroligt søde og tager det i stiv arm. Jeg informerer om ændringerne i planen på stedet og om, hvornår der bliver rundvisning med kaffemik for hvert af de 4 hold, vi har inddelt studenterne i. Det er altsammen OK, men der er eet stort generelt problem, som snarest må løses: det er de manglende havregryn! Jeg lover endnu engang at købe havregryn i morgen, så alle har hørt det.

Jeg følges med Jacobi tilbage til Arktisk Station, og på vejen kommer vi forbi byens kirkegård. Jeg vil gerne op at se den, og Jacobi fortæller mig, at det er et stort problem af begrave folk heroppe, hvor der er mest klippegrund og ikke er megen jord. Det er en meget smuk kirkegård. Alle gravene har hvide trækors, hvor navne og datoer næsten er udvisket af vind og vejr. Der er ganske få polerede gravsten med guldbogstaver på, og det ser helt forkert ud. Der "gror" plastikblomster på alle gravene. Man kan godt sige, at de døde har en pæn udsigt. Bagved rejser Lyngmarksfjeld sig barskt og råt. Foran ligger havet med de mange kridhvide isbjerge. Her vil jeg gerne begraves engang....

Solen har skinnet hele dagen, og det begynder at stramme i ansigtet. Men luften er så frisk og ren.

Myggene er aggressive i dag, og de er sultne. Der er altid en slange i Paradis, og her er det myggene.

Kl. 18.00 spiser vi aftensmad. Karoline og Nikolaj serverer gullasch lavet af Tikaagulik (vågehval). Vi får kartoffelmos og rødbeder til. Det er virkelig en oplevelse.

Derefter mødes vi allesammen på skolen, og efter lidt panik for at få skillevæggen mellem de 2 klasseværelser fjernet, bliver der holdt informationsmøde. Derefter går vi hjem og får aftenkaffe.

Arne kommer henad kl. 23.00 i tanker om, at han har købt rejer i dag, og han byder på natmad: friske rejer på ristet brød. Uhm.

Så går vi i seng. På mit værelse er der lystætte gardiner. Til værn mod lyset om natten. Men holde hundenes hylen ude, det kan de ikke. Udsigten er er også alt for smuk, så jeg nænner ikke at rulle dem for.


Torsdag, den 8. august 1996

Kl. 09.00 sejler hold A til Skansen med Arne og Keld Dueholm. Hold A er: Jan, Heidi, Kristine, Lars Jon, Jasper, Tina, Jacob Roos, Niels-Kristian ("K") og Lars Gommesen.

Hold B skal på rundtur med kaffemik sammen med Jacobi og Karen Vinther. Hold B er: Thomas, Helena, Torben, Lotte, Lars Juul Hansen, Mikkel, Kristian og Jesper.

Jeg går ned i KNI-butikken for at handle madvarer ind til alle 3 indkvarteringssteder. Jeg husker at købe havregryn!

Sven Karup-Møller tager os andre på en vandretur kl. 14.00 ud østpå til en lokalitet med søjlebasalt. Vi går blandt polarkæruld, storblomstret gederams, fjeldrevling, krybende pileurt, dværgbirk og grønlandsk blåklokke. Blomsterlivet er hektisk. Der er meget, der skal nås, og tiden er kun kort.

Pludselig lyder der et kæmpebrag ude i vandet. Det er et isfjeld, der kaster et ordentligt stykke af sig. Vi når bare at se vandet sprøjte op - og så hører vi braget. Solen skinner, og det er endnu en dag med fantastisk godt vejr. Det blæser lidt mere end i går.

Vi går til Kuanneq - et område ca. 3 km fra Røde Elv. Her findes nogle helt specielle basaltformationer. Når lavaen afkøles hurtigt, kan de ske, at den trækker sig sammen og danner sekskantede søjler. Kuanneq er et sådant område med søjlebasalt i mange former og mønstre. Halvvejs i Kuanneq siger Marianne, at vi skal se os tilbage langs den stejle klippekyst. Der står så "2 elefanter" og drikker vand!

Marianne har lovet, at hun vil vise mig, hvor der findes kvan - fjeldkvan. Vi går ned ad de stejle klipper, mens de andre stadig kigger på den søjlebasalt, Sven har fundet. Men der er en del, der går med os. Vi finder hurtigt kvanen, og der er meget fugtigt og mange kilder. Vi smager på kildevandet. Ah, det er dejligt koldt og smager godt.

Bag næste klippe sidder et ældre grønlandsk ægtepar i læ og gnaver på nogle store kvanstilke. De forklarer os, at vi skal fortsætte lidt endnu for at finde større kvan. Der står de så. Jeg plukker rygsækken fuld og siger til de undrende unge mennesker, at jeg skal bruge dem til brændevin: kvansnaps, som jeg har hørt skulle være så god.

Vi er blevet trætte af at gå. Sven holder et tempo uden lige. Men studenterne opmuntrer mig til at gå videre og lige lidt længere for at se et flot syn. Bjørn og jeg er kommet ud i noget rigtig sump, og vi er lidt for kry over, at vi heldigvis har Goretex-støvler på. De er også bare total vandtætte. Men det er mine cowboybukser ikke! Og jeg falder lige ned med begge knæ dybt plantet i vand og kvan og dværgpil. Plask. Vandet er koldt - men pyt. For lige derovre på den anden side sidder allerede en 8-10 studenter højt oppe på en søjlebasalt. De vinker og gør fagter og siger, at vi SKAL komme derop. Jeg klarer det. Heldigvis. For det syn, som venter mig er så storslået og smukt: Søjlebasalter overalt og havet dybt nede under os med de hvide/turkisfarvede, næsten "lakerede" isfjelde.

Vi sidder længe og nyder det. Naturen heroppe er så stor og mægtig. Det er et liv, vi har læst om i bøger. Her er vi midt i det.

Bjørn tilbyder at tage min rygsæk på klatreturen ned, og det er jeg vel nok glad for. Lone bærer en kæmpe-kvanstilk for mig, som ikke kan være i rygsækken. Det går nemmere at gå tilbage, og vi er hjemme igen ved 17-tiden.

Jeg bytter en flaske rødvin med Lone til gengæld for en sodavandsflaske fuld af vodka. Derpå skærer jeg kvanen i små stykker og putter dem ned i flasken. Nu skal de bare stå og trække i 14 dage - så har jeg min kvansnaps. Som den eneste. Jeg lover Lone en smagsprøve, når vi kommer hjem.

Kl. 18.00 går vi ned for at spise. Vi skal have sæl i dag. Jeg har betalt 749 kr. for 17 kg sæl. Vi får kogt sæl med varm kartoffelsalat og sennep til. Det smager ganske udmærket. Lidt som lever, er der nogle der synes. Kødet er meget mørkt - næsten sort. Men vi spiser det. Arne og Keld kommer først tilbage fra Skansen kl. 20.00, så de får ingen sæl.

På skolen står Jacobi for aftenundervisningen, og vi bl.a. hører om højdemåling. Så går vi alle hjem til Arktisk Station, hvor Berit & Co. har bagt en dejlig kage og lavet te og kaffe.

Arne og jeg holder et lille møde om økonomien.

Jeg går træt i seng - og drømmer om en sang, Povl Dissing synger:

MIN DRØM OG JEG
TAGER TIT PÅ VEJ
FLYVER MOD NORDLIGE KYSTER
BÅRET AT LÆNGSLER OG LYSTER
GENOPLEVER IGEN
STORHEDEN
I LANDET HVOR MENNESKER BOR
HØJT MOD NORD.


Næste dage:9 og 10 august 96
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse