| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                        English version Fortunebay
På udkig efter hvaler i Fortunebay. I horisonten ligger tågen                                        © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Fredag, den 16. august 1996

Det har regnet hele natten, men her til morgen er det overstået. Det er 9 graders varme, og tågen hænger oppe på Lyngmarksfjeld. Det er overskyet, men solen kæmper for at få magten.

Jeg handler ind i KNI i 3 indkøbsvogne. De har bl.a. ikke haft yoghurt nu i 4 dage. Det kan vist mærkes i det lille samfund, at der er 46 flere munde at mætte. Til gengæld har de bananer i dag. Store flotte bananer til kun 3 kr./stk.

Arne og jeg kigger på regnskabet, og det ser nogenlunde hæderligt ud.

Sejlturen i dag går med "Porsild" til Fortune Bay med 1 hold ad gangen. Mens jeg venter på, at det skal blive min tur, viser Jacobi mig, hvor kingutaarnat (mosebølle) gror. Det er blåbær, men de er anderledes, end vi kender dem derhjemme - og knapt modne. De smager godt, men Leif siger, at de mangler vand.

Kl. 16 går vi ned til "Porsild". Vi skal have afgang fra hvalkæbeporten, "Kongebroen", i dag. De to hold, som er tilbage fra Fortune Bay siger, at de har set hval. Flere gange på vejen ud. Vi begynder at glæde os, for vi er stadig en lille flok tilbage, som ikke har set hval endnu. Vi har inviteret skoleinspektør, Kim Bach, med ud på sejlturen. Han vil gerne se noget geologi. Vi mødes alle nede i havnen og bliver sejlet med gummibåd ud til "Porsild".

Den næste times tid sejler vi vestpå og glider forbi høje smukke fjelde. Nogle har sne og is på toppen. Andre viser os med brede striber spændende geologiske dannelser. Fjeldene er dannet af flydende lava, størknet i lagdelte basaltformationer. Terrænet er højt men ganske fladt på toppen. Store brede dale skærer sig ned i landskabet. På halvvejen passerer vi Tuapagsuit-elven, som skærer sig ned mellem Apostelfjeldet og Oqaitsunnguit Qaqqaat. Ved elvens munding er der en flere hundrede meter lang strand.

Kl. 18.15 ankommer vi til Fortune Bay, - og der var ingen hval på vejen. Fortune Bay er en tidligere hollandsk hvalfangerstation. Vi begynder af klatre op ad fjeldet. Terrænet er vanskeligt at gå i med stejle fjeldsider, og det går over vandløb og store klippeblokke, mellem paarnaqutit (fjeldrevling) og piluussat (dværgpil), og Arne stiller spørgsmål til studenterne om geologien. Grønland er jo et af de få steder i verden, hvor klodens geologiske historie ligger åben for det blotte øje.

Da vi er nået til ca. lidt over 100 meters højde, mener jeg (og mit hjerte), at det kan være nok. Heldigvis får Jacobi lyst til at male en akvarel, og vi sidder nu her begge to og henholdsvis maler og skriver og kigger efter hvaler. Men de svigter. Og sådan er det jo med naturen. Den udsteder ingen garantier. Man kan ikke regne med den. Og det er vel en stor del af dens charme.. De andre er fortsat længere opad. Vi har udsigt ud over det lille skærgårdsparti, bestående af øer og halvøer. Solen skinner, og ude i horisonten ligger der et skylag i hvide og lysegrå farver. Mellem skylaget og klippeøerne sejler isfjeldene. De skinner helt glasagtigt i dag, fordi det har regnet i nat, og demonstrerer et farvespil i hvide, grå og blå nuancer og et utal af former. På min venstre side klukker elven lystigt, og oppe bagfra det høje fjeld kan jeg både høre og se et kæmpe vandfald. Det suser som vinden. Men ellers hersker her stilhed. Myggene har også opdaget os, men de generer ikke synderligt. Jeg har taget min jakke af, for solen varmer, så det kan mærkes.

Nu kommer de andre tilbage, og vi går ned til bugten for at vente på "Porsild".

Hjemme i Godhavn spørger Kim Bach, om Arne og jeg vil med op at se, hvordan han bor. Det vil vi gerne. Skoleinspektøren bor pænt. Det er et dejligt hus med 1. sal og masser af plads. Stuen er meget lys, og der er en vidunderlig udsigt over havet. Vi bliver inviteret til at smage et stykke lyngrøget ørred. Det smager aldeles pragtfuldt og er blødt som smør. Kim har købt den af en fanger.

Til aftensmad får vi kogt torsk med kartofler og sennepssovs.

Efter aftensmaden går vi allesammen med Arne op for at se, hvor byens vandforsyning kommer fra. Det er en flot tur. Fjeldene her på Disko ligger som massive mastodonter med flade tage og stejle sider. Typiske basaltformationer. De tager sig flot ud og skifter farve dagen igennem under varierende lys og solens forskellige stillinger på himlen.

Kilden, som forsyner byen med vand, er konstant 2 plusgrader året rundt og er en af de såkaldt varme kilder i området - noget specielt for Disko. Der er 2 forklaringer på dens betydning. Dels skal den have forbindelse til varme områder i undergrunden. Varmen kan være en følge af radioakive processer, en slags naturligt kernekraftværk. Dels skal der være plads til vandet i undergrunden. Den nederste del af basalten ser ud til at være porøs nok til at rumme vandet. Da kilden holder samme temperatur året rundt, opstår der en stor frodighed omkring den - med den lysegrønne hvidmos som den mest markante plante og med kildeløvefod og padderokker som andre karakterplanter.

I et land bundet af permafrost og 8 måneders hård kulde om året er rindende vand et stort problem. Elve fryser til, og rørledninger må opvarmes og isoleres, men her behøver vandforsyningsrørene ikke at være opvarmede. Men de skal være isolerede.

Kim Bach fortæller studenterne om rensdyrjagt i Grønland. En spændende form for jagt, men kun for de stærke.

Kl. 23 er vi hjemme igen på Arktisk Station, hvor vi drikker kaffe, og Keld byder på "Pæredansk". Pludselig, omkring kl. 23.30, dukker der en grønlænder op inde i stuen og spørger, om han må synge en sang. Vi henter alle de andre, fordi han vil have, at vi skal synge med på omkvædet: "Aja, aja, ja"....


Næste billede:På vej til Skansen
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse