| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                                                   English version Chamberlin gletscheren
Arne og Helena diskuterer moræner ved Chamberlin Gletscheren                                                            © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Søndag, den 18/8-1996

Det er svært at komme op her til morgen kl. 07. Mia og Heidi er først lige kommet hjem efter festen. De siger, at de har siddet og hygget sig med sheriffen hele natten!

Efter morgenmaden skal vi på vandretur op gennem Blæsedalen - helt op til Chamberlin Gletscheren. "Der er afgang kl. 09.00 - sharp", siger Arne - "uanset at der var dansemik i går". Sådan.

Kim Bach er inviteret med. Han kommer også kl. 09, og så går holdet, som består af Martin Gerth Andersen, Stine, Lone, Helena, Jacobi, Arne og mig. Solen skinner, og det er varmt. Jeg går i T-shirt. Martin siger, at vi skal holde os på venstre side af elven. Vi går gennem en canyon-agtig kløft med lodrette sider og store vandmasser i voldsom bevægelse, og et sted må vi over vandet ved hjælp af et reb. Vi går på kanten af kløften. Store vandmasser i voldsom bevægelse skaber altid dramatisk natur.

Vi vandrer og vandrer. En del af turen foregår på sten ude i den - visse steder - udtørrede elv. Men den er ikke farbar hele vejen, og nogle steder må vi hoppe og springe og balancere på stenene ude i vandet. Jacobi bærer både Stine og Kim på ryggen over de dybeste steder. Han har gummistøvler på. Til hans store ærgrelse kan jeg og mine Goretex-støvler klare os selv. Vi skal ikke bæres!

Men det viser sig, at det skal blive en hård tur derop. Med kun 3 timers søvn i nat og sprit i blodet fra dansemik i går kræver det nogle pauser. Da højdemåleren kun viser 100 m, indser jeg, at det skal blive endnu mere hårdt at nå op til de 400 m. Vi klatrer opad, og efter nogle få hundrede meter lukkes der op for det storslåede panorama. Og det bliver flottere og flottere, efterhånden som vi hæver os over dalen. Vi kan se, at tågen driver ind fra havet gennem Blæsedalen under os. Men vi er højere oppe. Vi er der, hvor solen skinner.

Vi holder talrige pauser for ikke at blive alt for varme. For nok er stigningen moderat, men den kan sagtens bringe sveden frem. Vi går over is og sne, og endelig ser vi gletscheren. Engang har den nået ud i fjorden. I dag smelter den af før mødet med vandet og må være tilfreds med at skubbe ufattelige mængder af sten og grus foran sig. De er beretninger om enorme tidsperspektiver - og samtidig en anskuelsesundervisning i landskabers opståen.

Chamberlin Gletscheren er hvid og smuk, - stor og skræmmende, som den ligger der. Det kilder lidt i maven her i kun 470 m højde.

Vi sætter os og spiser vores madpakker. Klokken er 14. Martin skal ned for at se, hvor meget den har bevæget sig, mens vi har været her på Disko, og de andre går med.

Jacobi vil male en akvarel, og jeg sætter mig ved siden af i solen. Jeg bliver pludselig ked af, at vi skal hjem i overmorgen. Dette smukke land skal vi snart forlade. Herinde ved gletscheren er vi så langt fra civilisationen, at der hersker den totale stilhed. Naturens stilhed. Så jeg falder i søvn.

Turen tilbage bliver streng og kræver større opmærksomhed end opturen. Vi går med forsigtighed og holder god afstand for det tilfælde, at en af os skal rive en sten løs. Jeg er udmattet. Mine ben begynder at gå helt automatisk.

Vi er hjemme kl. 18 og har gået i alt ca. 20 km. Tilbage på Arktisk Station kan jeg konstatere, at vi har haft en dejlig tur. Her har de haft tåge hele dagen, mens vi har haft sol.

Aftensmaden består af nakkekam med kogte grøntsager, kartofler, sovs og rødkål. Det er lækker dansk mad.

Jeg får fri fra aftenundervisningen. Jeg føler, at jeg har brugt mig selv og ydet bare lidt af en præstation. Og det er jo godt for selvtilliden.


Næste billede:Sidste dag i Godhavn 
tilbageBack to Logbook Index