| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                                  English version Blaafjeld
Blaafjeld på vej mod Diskofjord                                                                                          © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Tirsdag, den 13. august, 1996

I dag er det lige en uge siden, at vi tog hjemmefra. Tiden går alt for hurtigt, når man har det godt. Og det har vi!

Kl. 07.30 sætter jeg med på terrassen inden morgenmaden for at nyde det gode vejr. I dag skinner solen igen. Himlen er blå, og der er ikke en vind, der rører sig.

Lærergruppen (Arne, Jacobi, Keld, Sven, Karen Vinther og Anne-Lene) skal i dag ud at sejle med "Porsild". Vi har ladet skipper, Jørgen Broberg, bestemme, hvor vi skal sejle hen, og vi går ombord kl. 09.15. Han har planlagt en tur vestpå til bygden Kangerdluk (Diskofjord). Vi har matrosen, Johannes, og Jørgens kone, Elisabeth, med. Vi sejler ud af havnen, og Keld forklarer mig om alt det avancerede udstyr, der findes ombord på "Porsild". Vi kan se havdybde, temperatur, sejlrute og alverdens andre spændende ting.

Et stykke ude møder vi en lille øde ø, hvor en del af byens slædehunde opholder sig hele sommeren. Her bliver de fodret 2 gange om ugen, men de kan gå frit omkring og behøver ikke at stå lænket. De er betydelig pænere og renere i pelsen end hundene inde i byen. I Grønland er hundeslæden stadig det foretrukne rejsemiddel. Den ægte eskimohund findes i dag næsten udelukkende i Grønland. Eskimohundene har indbyrdes et meget strengt hierarki baseret på den stærkeres ret over den svagere. I løbet af sommeren ordner de dette indbyrdes: Kun de stærkeste overlever. Der flyver en masse fugle omkring os, og Jørgen siger, at det er serfaq (tejster).

Fra starten er vi ude i de grønlandske herligheder. Kridhvide isfjelde, hvide bølgesprøjt og turkisblåt hav. Det hele er hvidt og blåt. Isfjeldene ligger tæt - store og små - i alle tænkelige former. Vi sejler i ro og mag og nyder - eller lader fotografiapparaterne tale for dog at sikre os en brøk af oplevelsen. Ind imellem føler jeg lyst til at prøve det berømte knib i armen for at være sikker på, at jeg ikke drømmer.

På toppen af fjeldet inde på land ligger der sne. Indtrykket prenter sig dybt i mig, og jeg sidder og bliver misundelig på Jacobi, som kan male akvareller. Så langt mit øje rækker kan jeg ikke få øje på bare en eneste lillebitte sky. Solen skinner stærkt, og lyset er helt vidunderligt.

Nu kommer Johannes herud på fordækket og giver mig et varmt tæppe. Hvor er det dejligt at sidde på, og hvor er det dog sødt af ham. Jeg snakker lidt med Elisabeth. Det er første gang i år, hun er ude at sejle med "Porsild".

Her kl. 13 nærmer vi os bygden Kangerdluk. Jørgen lægger skibet i læ inde i fjorden lige uden for Kangerdluk. Solen skinner på dækket, og vi bliver enige om at spise vores mad der. Vi breder tæpper ud på dæk og sætter vores medbragte friske rejer i midten i en skål. Vi har frisk franskbrød, smør, mayonnaise og citron. Jeg havde husket salt og peber, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at det er kardemomme-dåsen, jeg har fået med, i stedet for peber-dåsen! Karen har tilbudt at ofre sin hvidvin på projektet, og den har just den rette temperatur til formålet. Karen har også taget hvidvinsglas med, så nu ser det rigtig festligt ud.

Jørgen, Johannes og Elisabeth spiser med. Elisabeth har fortalt mig, at hun synger i et kor, og da vi er færdige med at spise, spørger jeg hende, om hun ikke vil synge en grønlandsk sang for os. Det vil hun gerne, og hun rejser sig op og synger en meget smuk sang.

Vi bliver derefter sejlet i gummibåd ind til bygden Kangerdluk, hvor vi går i land. Det er en ægte grønlandsk bygd. En lille samling huse spredt i terrænet En del af dem er forladte. Små stærkt kolorerede huse placeret på fjeldsiden ned mod fjorden. Her bor i øjeblikket blot 67 mennesker. Hverdagens "vimpler" flagrer i lange baner fra tørresnorene i det lille samfund i dag. De har åbenbart storvask. Indbyggerne lever af fangst og fiskeri - et hårdt og farligt liv på naturens præmisser. Grundet en lille "Royal Greenland" fabrik i havnen kan de sikkert holde liv i bygden.

Vi går op mod skolen og kirken, som ligger i samme bygning. Her er pedellen i gang med at male bygningen blå. Som overalt i små samfund vækker vort besøg opmærksomhed, men - på afstand.

Forbindelsen til Qeqertarssuaq sker med skib om sommeren og med hundeslæde om vinteren. Transporttiden er på begge måder ca. fire og en halv time hver vej.


Næste billede:På vej hjem fra Diskofjord 
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse