| Hjemmeside >| Indholdfortegnelse >| forrige side >| næste side|                                                                       English version Arktisk Station
Arktisk Station og toppen af Skarvefjeldet                                                                                                © Akvarel af Ole Jacobi 1996
Fredag, den 9. august 1996

Jeg har sat mig uden for døren og sidder og nyder udsigten. Kl. er 07.30, og Martin Søgaard er i gang med at bage boller til morgenmaden. Jacobi laver havregrød

Solen skinner igen i dag, og det er 2 graders varme. Men det føles af mere, fordi luftfugtigheden er så lav. Der er nogle få skyer på himlen ude i horisonten, som spejler sig i den lille sø lige foran Arktisk Station. Her er helt stille. Der flyver en del myg rundt om mig, og de er sultne. Man kan høre vandet risle henne til højre i det lille vandløb. Luften er ren, tør og klar og en sand lykke for storby-udsatte lunger. Ikke desto mindre står Leif Skytte i døren til sin bolig og ryger en cigaret. Vi udveksler nogle få ord. Leif er af naturen et menneske, for hvem unødig tale er overflødig. Her finder sjælen lise for civilisationens forjagede samfund.

"Jeg er i Grønland. Jeg er i Grønland". Jeg gentager sætningen for mig selv igen og igen.

Hold B sejler til Skansen i dag kl. 09.00 med Jacobi og Keld Dueholm. Arne har en vandretur til Blæsedalen med Hold D. Hold D er: Pernille, Margot, Kenneth, Sune, Karen Møller, Mia Munkøe, Trine, Martin Søgaard, Bjørn og Martin Gerth Andersen.

Hold C skal på sightseeing med kaffemik. Hold C er: Katerina, Mia Løvenholt Reenberg, Stine Jensen, Jenny, Lone, Berit, Elsebeth, Susanne, Susie, Bjark og Marianne.

Jeg skal med på sightseeing. Vi har en grønlandsk guide med på turen. Han hedder Uvdloriaq. Det betyder "Stjerne".

Rundturen indebærer, at vi også kommer til kaffemik hos familien Jakob Broberg. Her er datteren, Tina, på besøg hos sine forældre i dag. Vi får kaffe med hjemmebagt kage. Hjemmet af fyldt med fint grønlandsk håndarbejde: puder syet af sælskind i forskellige farver og mønstre. Nogle af dem er sågar pyntet med edderdun. På opfordring får vi den kvindelige grønlandske nationaldragt at se. Den er TUNG. Mest iøjnefaldende er den store perlekrave, som er syet af et utal af ganske små glasperler. De hvide kamikker består af 2 lag. Inderstøvler af varmt, blødt skind, mens yderstøvlen er vandtæt og solid. Øverst består kamikkerne af blonder og blomsterbroderier. På bukserne (de såkaldt "grønlandske shorts") er millimetersmå kulørte sælskindsstykker syet fast i de smukkeste mønstre med bittesmå sting.

Jeg handler ind hos KNI efter studenternes indkøbssedler. På vejen kommer jeg forbi "Brættet". Det er det lokale vildtmarked. Et lille skur med en række borde. På bordene inden for ligger der sæler, som allerede er flået, parteret og lagt til salg. Her lugter af saltvand, kød og blod.

Hjemme på Arktisk Station er holdet fra Blæsedalen kommet tilbage. De har set hvaler, og det er vi andre ikke spor misundelige over!

Kl. 14.00 tager Arne næste hold til Blæsedalen, mens nogle af os andre bare sidder uden for på terrassen foran Arktisk Station og sludrer, spiser, ryger og drikker kaffe. Solen skinner så dejligt, men vi beholder jakkerne på og smører os kraftigt med myggebalsam, for de sværmer om os.

Nogle får en eftermiddagslur. Jeg er een af dem.

Kl. 17.00 har vi aftalt med botaniker Eric Steen-Hansen fra Københavns Universitet, som også har et ophold her på Arktisk Station, at han vil tage os med ud for at kigge på lav, som er det, han studerer her. Grønland er i høj grad mossernes og lavernes land. Af mosser er der konstateret mere end 500 arter og af laver endnu flere. De er i høj grad med til at skabe frodighed.

Han fortæller om - og viser os - forskellige arter, som vokser lige 10 minutters gang herfra. Jeg lærte et nyt ord i dag: "ornitokoprofile lav-arter". Det er en speciel slags lav, som er afhængige af fuglegødning.

Til aftensmad i dag får vi kogt hellefisk med kartofler og citronsovs.

Vi drikker aftenkaffe, og Karen Vinther giver en whisky.


Lørdag, den 10. august 1996

Hold C er sejlet til Skansen i morges kl. 08.00, så de var tidligt oppe.

Jeg handler ind i KNI-butikken og går forbi Preben Ullitz for at forhøre mig om, hvordan jeg skal betale i morgen, søndag. Men da der er åbent i morgen mellem kl. 10 og 13, er det ikke noget problem.

Jeg sidder på terrassen her kl. 10.30 og venter på Bjørn og Martin. De har bedt mig om at gå med dem i dag og hjælpe med deres geoelektriske måleudstyr.

Når man læser de grønlandske turistbrochurer, står der om vejret i stort set allesammen, at det hurtigt ændrer sig. Jeg ved ikke, hvem der har opfundet den recept - som alle andre så åbenbart skriver af efter. Den passer ikke, efter min mening. Nu har vi oplevet den ene solskinsdag efter den anden, og også i dag skinner solen fra en skyfri himmel.

Klokken 11 går jeg så med Bjørn og Martin. Udstyret er tungt, men jeg slipper med at bære et enkelt jordspyd. På vejen må jeg absolut plukke en fjeldvalmue, som står helt alene og anråber mig med sin store gule krone på en forblæst grusflade.

Vi finder et godt sted på sletten neden for Skarvefjeld. Det er sjovt at være med til. Vi ruller ledninger ud og måler og aflæser og plotter. Projektet drejer sig om at finde ud af, hvor langt nede permafrosten findes her.

Kl. 13.00 holder vi pause og spiser vores madpakker. Vi sætter os i læ ved klippen og kigger ud over havet. Solen skinner stadig. Der hænger nogle skyer oppe over Lyngmarksfjeld, og det ser meget flot ud. Tulukkat (ravnene) flyver i nærheden af os og tæt på. Denne store, sorte fugl med den metalskinnende dragt. "Er det mon Hugin eller Munin?", spørger Martin. En lille stenpikker søger også vort selskab. Den sidder opret og foretager små rykvise bevægelser med halen. Vi bemærker, at dyr og fugle ikke opfatter mennesket som en fjende. Ubehagelige oplevelser med mennesker er åbenbart i disse områder så sjældne, at de ikke påvirker fuglenes adfærd.

Netop som vi er færdige med at spise og er gået tilbage for at måle videre, afbrydes stilheden af et vældigt brag. Det lyder næsten som et kæmpe tordenskrald. Vi har placeret os ude i terrænet, så der er 30 m imellem os. Vi vender os mod havet. Jeg glemmer alt om geoelektrisk måleudstyr og styrter op på en klippe for bedre at kunne se. Det samme gør Bjørn og Martin. Et isfjeld kaster noget af sig - har lettet sig for noget af sin vægt på vejen mod den totale undergang. Langsomt, med vandet fossende ned af sig tipper det rundt for at finde en ny balance. I en slow-motion, der er en kæmpe værdig. Vi stirrer betaget på dette naturdrama. Småstykkerne skal også finde balancen, så der bliver en plasken og syden i det iskolde vand, inden det hele falder til ro. Vi kigger spændt på, om en stor og farlig flodbølge kommer farende. Det har vi jo hørt om. Men vandet forbliver forbavsende roligt.

Ved 15-tiden er vi færdige for i dag og går tilbage. Da vi kommer hjem, er hold A kommet hjem fra Skansen, hvor de har været nu i 3 dage. De har haft det godt. De har set hvaler - eller også har de ikke. (Løgnehistorierne svirrer her, langt mere talrigt end myggene!)

Vi får rensdyrsuppe til middag.

Der er 5, der har været på hundeslædetur i dag oppe på Lyngmarksbræen, og de fortæller, hvor spændende det har været. En totaloplevelse af fart, teamwork og stor natur. XTV-holdet var med dem.

BJERGE AF IS
TÆPPER AF DIS
BRÆER, DER BRÆKKER OG KÆLVER,
TORDNER, SÅ BJERGENE SKÆLVER.
ET RÅB, SOM SØFUGLENS SKRIG
DRUKNER I.


Næste dage:11 og 12 august 96 
tilbage Tilbage til Indholdsfortegnelse